Jeg er stolt af at være pladderhumanist, hvis en pladderhumanist er en, der møder Afrika med hjertet.
Jeg er stolt af at være pladderhumanist, hvis en pladderhumanist er en, der bliver ved og ved og ved med at blive indigneret over klodens globale skævhed.
Jeg er stolt af at være pladderhumanist, hvis en pladderhumanist er en, der går ind for, at folk donerer penge og geder, når de (igen, igen og igen) bliver harme over, at ressourcerne er fordelt, så nogen lever under minimumeksistensgrænsen, mens andre lever fedt - og ikke kun når de vil dulme deres egen dårlige samvittighed.
Jeg er stolt af at være pladderhumanist, hvis pladderhumanist betyder, at jeg går ind for den form for nødhjælp, hvis indbyggede formål er at frisætte og selvstændiggøre de implicerede, og ikke gøre dem yderligere afhængige af vestlig fidus.
Jeg er stolt af at være pladderhumanist, hvis pladderhumanist betyder, at jeg aldrig nogensinde bliver kyniker. Aldrig fucking nogensinde.
Følelser
I dag var jeg med Bandim-teamet ude i zone 7 for at følge registreringen af områdets børn. Hvem var blevet født? Hvem levede stadig? Og hvor meget havde de taget på i vægt?
Vi bevægede os i sneglefart mellem de faldefærdige huse, i stampede gader hvor skrald, børn og grise sloges om pladsen. Det var et stort tilløbsstykke at få besøg af fire styks branco, og mens teamets leder sørgede for at få de fornødne oplysninger om zonens børn, pjattede jeg med horderne af tilløbne snotunger, som jeg alle uden undtagelse kunne spise med småskeer.
En lille dreng græd hjerteskærende, da han så mig, men på morens opfordring tog jeg et billede af ham, og viste ham resultatet på digitalkameraets lille skærm. Til min store forbløffelse gav han sig til at hyle og skrige af begejstring. Han lo, så tårerne trillede ned ad kinderne, og tog fat i kameraet. Ser jeg virkelig sådan ud, tænk, ser jeg virkelig sådan ud!? Jeg faldt senere pladask for Sima, en smuk pige, der så på mig med et uudgrundeligt blik. Jeg forærede hende en kasket, der var for stor, og en pink overstregningstusch, jeg tilfældigt havde i min taske. Kasketten blev stjålet fra hende i løbet af fem minutter - af en voksen mand - og da vi forlod zone 7, var hendes tusch i overhængende fare at dømme efter de glubske blikke fra de hundredvis af andre, der også gerne ville have en tusch.
I bilen på vej hjem blev jeg pludselig flov. Med min gave til et enkeltindivid havde jeg skabt misundelse og dermed grobund for konflikt, præcis det modsatte af, hvad jeg ville. Her ligger mit arbejdsfelt. Jeg vil møde verden med mine følelser først. Med hjerte, empati og respekt. Det er mit ansvar som menneske. Men jeg vil også have vidtåbne øjne, og tilbundsgående begribe hvordan verden hænger sammen, så mit bidrag bliver frugtbart, og ikke kun er et forsøg på at dulme min skyldfølelse over, at det meste liv i vesten går hånd i hånd med ekstrem grådighed og absurd overforbrug. Jeg er i den forbindelse sagen uvedkommende, mens min støtte så absolut ikke er.
Fakta
Faktum er, at vi i den vestlige verden henter de fleste af vores rigdomme i den tredje verden. Chokolade, kaffe, te, frugt, sukker og olie m.v.. Faktum er at 80 pct. af verdens ressourcer bliver konsumeret af de rigeste 20 pct. af verdensbefolkningen, og heraf bor langt de fleste højt på den nordlige halvkugle.
Det er også et faktum at en støt stigende del af verdens ressourcer bliver produceret af de 80 pct. af verdensbefolkningen, der bor på den sydlige halvkugle. Det kan vi kalde konsumkapitalisme.
De fattige producenter er afhængige af de rige forbrugere, og denne afhængighed har konsekvenser. Mange fair trade producenter i den tredje verden dyrker kun én ting, for eksempel kaffe. Det betyder, at de ikke dyrker afgrøder til deres eget middagsbord, og derfor er de tvunget til at købe importerede produkter. For at kunne låne penge af institutioner som Verdensbanken og IMF (International Monetary Fund) har disse lande åbnet deres grænser for udenlandske produkter, produkter som de reelt ikke har råd til at købe.
Som et minimum af politisk budskab og engagement går jeg ind for fairtrade, SOS-børn og donationer til Røde Kors, men i stedet for at donere en hundredelap her og en juleged der, ville det i mine øjne være bedre hvis vi helt holdt op med at stjæle fra udviklingslandene, så vi ikke konstant behøvede at give dem det, vi har stjålet, tilbage (eller skulle jeg skrive: lidt af det).
Faktum er, at globaliseringens iboende dynamik fastholder klodens skævhed, og lige meget hvor meget vi forsøger at rette op på uretfærdighederne med fairtade og udviklingsbistand og donationer, så bliver det - efter eksisterende model - aldrig til andet end et plaster på et sår, som vores levestil i vesten er med til at sørge for ikke heler. Den eneste reelle mulighed vi har, er at skabe uafhængighed og selvstændiggørelse i udviklingslandene. Gøre noget for at støtte mennesker i at leve et liv nu, og her, hvor de er.
