Jeg er i Afrika for allerførste gang. Deep, black, motherfucking Africa.
I det vestafrikanske land Guinea-Bissau. Mit barn er 43 breddegrader væk. Jeg er gæst hos et dansk forskerteam, der kæmper en indædt kamp for at forhindre børn i at dø af mæslinger, lungebetændelse og diaré, overkommelige sygdomme for et barn i vesten, men en potentiel dødsdom for et barn i Guinea-Bissau. I bydelen Bandim, i hovedstaden Bissau, bliver der holdt styr på børnefødsler, vacciner, sygdomshistorie og søskenderelationer ved forskerteamets omhyggelige personinterviews og minutiøse, stædige opfølgning. Jeg har været her lidt over et døgn.
Hærchefen dræbt af bombe
Natten til forrige mandag – en uges tid før jeg ankom - blev landets hærchef dræbt af en bombe i sit hjem. Han havde længe været en torn i øjet på præsident Joao Bernardo Veira, og nu skulle han dø. Allerede næste dag tog militæret hævn, og slog præsidenten ihjel med brug af køller og macheter. Farvel og utak til to mænd, der i årevis har været så besat af at bekrige hinanden, at Guinea-Bissau ingen glæde har haft af en ellers demokratisk folkevalgt præsident. Korruption, narko og bundløs fattigdom har været en konstant faktor under Præsident Veira, og Guinea-Bissau er nu et land i total opløsning.
Attentatet mod præsidenten gjorde indtryk. Fra mit trygge hjem i Berlin med espressomaskine og flisebadekar forsøgte jeg at trodse min angst og alligevel tage af sted. Jeg kunne ikke sove. Scener fra film som ”Blood Diamond” og ”Last king of Scotland” og indslag på TV 2-nyhederne – mit medieskabte billede af Afrika - flimrede forbi på min indre skærm med billeder af et lovløst, brutalt og ubarmhjertigt afrikansk militærdiktatur, som ville hakke min idealisme i tusind stykker med macheter, hvis det passede det.
Om dagen var jeg mere rolig. Jeg var løbende i kontakt med Bandim-teamet, der forsikrede mig om, at situationen i Bissau var rolig. Tre studerende blev fløjet derned, alt åndede politisk fred. Selv da Veira blev begravet, glimtede optøjerne ved deres fravær. Jeg var allerede vaccineret, og kunne læse, at guineanerne græd tørre tårer over tabet af deres præsident. De så attentatet som en mulighed for noget nyt og bedre. Efter tre dages uro, faldt jeg endelig i en ordentlig søvn. Jeg havde besluttet mig.
Klodens skævfordeling
Officielt er jeg her for at researche til min nye roman. Uofficielt er jeg her, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel. Jeg er 35 år, og de sidste par år har jeg fået det svært med klodens skævfordeling. At der er nogen, der har alt, og mange, der har intet. Jeg har indtil videre skrevet ”jeg” 22 gange i denne tekst. Jeg, jeg, og mig. Vores del af verden er en jeg-verden. Jeg lever i en forkælet se-mig-og-læs-min-blog-verden. Det er der intet unormalt i. I vores verden har alle en blog, en facebookprofil, en dametaske til en afrikaners årsløn og en åbenlys trang til selvpromovering. Sådan er det bare. Min datter drukner i legetøj og lægger knap mærke til det, for sådan er vilkårene for 7-årige i vores del af verden. Hun gør ikke noget forkert, og jeg gør ikke noget, der ikke er fuldkommen normalt.
Men en del af mig har det svært med, at min daglige rigdom, mit konsum og mit forbrug, konstant understreger verdens absurde skævdeling. Og julegeder til fattige bønder og penge til børn i SOS-børnebyerne ændrer ikke på dette. Jeg sender gaver til ’mit’ barn i Bolivia to gange om året, som om smådimser made in china og et sødt brev på ubehjælpeligt spansk reelt gør en forskel! Hvad handler den gode vilje om? At dulme dårlig samvittighed? Min dårlige samvittighed over, at jeg ikke selv kan få nok? Hvor meget ved jeg egentlig om de produkter, jeg konsumerer? Hvad koster det mennesker uden for Vesten, at jeg lever som jeg gør? Hvem har lidt for min økologiske banan? Er nogen blevet vansiret, da min mobiltelefon blev galvaniseret? Er vores rigdom ikke baseret på deres fattigdom?
Ufattelig fattigdom
Jeg vil tænke over det, mens jeg er i Afrika. Jeg vil tænke tanken helt til ende. Ikke kun mærke en snert af dårlig samvittighed og skubbe den bort. Tænke over hvad bæredygtighed er, tænke over hvilket menneske, jeg gerne vil være, hvor mine værdier ligger. Jeg havde hørt det: Livet er forandret, når man vender hjem fra Afrika, for det giver ingen mening at fortsætte som hidtil. Vi bor midt i Bandim. Et morads af lerklinede huse, al for høj befolkningstæthed, kredsende gribbe, horder af skrald, en børnedødelighed på 20 pct., udmagrede husdyr og fuldkommen ufattelig menneskelig fattigdom. Jeg har lyst til at skrige. Det er så utopisk at tro, at man kan gøre en forskel, men lige så utopisk ikke at prøve.
