I dag besøgte vi den nationale fødeklinik i Bissau. Helvedes forgård.
Der var mennesker overalt, og der stank af pis og blod. I et sandt virvar af læger, sygeplejersker og pårørende, mosede vi os ind på den barselstue, hvor Bandim-teamet var i gang med at registre, måle, veje og vaccinere de nye børn.
Det var en 8-sengs stue, men der lå to kvinder i hver seng og et par på gulvet. Deres småbitte børn - det anses for en normal fødselsvægt når barnet vejer over 2500 gram - lå indhyllet i kulørte stofstykker kaldet pano’er, og undgik akkurat at røre ved de møgbeskidte, plasticbetrukne madrasser.
Enhver, der har født, ved, at det ikke er en tur i tivoli, men for en afrikansk kvinde er oplevelsen helvede opløftet i 10. potens. Selve fødslen foregår i et beskidt, bacille-befængt lokale, hvor det er helt almindeligt at kvindens arme og ben bliver bundet fast til hoved- og fodgærde, og ligeså almindeligt at både fødselslæge og jordemødre slår den fødende, holder hende for næse og mund, og råber og skriger ad hende, hvis hun ikke føder hurtigt nok.
Slår på maven
En sjælden gang virker hospitalets sugekopmaskine, og så bruger personalet den flittigt. Så bliver børnene hevet ud på samlebånd, det kan ikke gå stærkt nok, og sugekoppen bliver skyllet i en spand vand mellem fødslerne. Hvis barnet alligevel lader vente på sig, er det fast procedure at presse og slå på maven for at fremskynde fødslen, og mange børn kommer ud og er meget medtagede. To ud af 20 børn dør under eller kort efter fødslen.
Hvis der ikke er komplikationer, kan en nybagt mor og hendes barn få lov at blive et døgn på den nationale fødeklinik, og familien kan komme med mad. De mange kvinder på den stue, som vi besøgte, så fuldkommen fortabte ud, og mange af dem lignede selv børn. Dybt traumatiserede børn.
På den anden side af gangen lå neonatal-afdelingen for de børn, som ikke kan klare sig ved egen kraft, typisk dem, der er født for tidligt. Hygiejnestandarden her var en lille smule bedre. I det bagerste rum stod 4 kuvøser med småbitte beboere. I en af kuvøserne lå trillinger, tre miniature drenge.
Den vagthavende læge var fra Cuba, og hun er en del af et skiftende cubansk lægeteam, der kommer til Guinea-Bissau og bor i et anneks tilknyttet hospitalet, som ingen dansk studerende ville finde værdig til beboelse. Her opholder de cubanske læger sig i tre år ad gangen for kost og logi og til en løn, der er en joke. De arbejder i døgndrift, både på hospitalet og med at uddanne nyt personale. Cubanerne har et godt ry i Guinea-Bissau, og har gennem årene ydet den tidligere portugisiske koloni massiv praktisk hjælp, totalt blottet for egen vinding.
Venter på mor
I en vugge lå en ret stor dreng, som jeg spurgte til. Han så ikke for tidligt født ud, tværtimod. Lægen forklarede at drengen havde vejet 4 kg ved fødslen, og at moderen derfor ikke kunne føde ham normalt, og han var derfor blevet taget med kejsersnit. I Guinea-Bissau er kejsersnit ikke et overkommeligt indgreb efter en elegant lagt epiduralblokade, men en stor operation under fuld bedøvelse. Drengen, hvis mor stadig var ved at komme sig et andet sted i komplekset, suttede på sin hånd og var tydeligvis meget sulten. Da vi gik, skreg han i vilden sky, og hvis han er heldig, får han lidt glukosevand, men ellers må han vente med at spise og blive trøstet til hans mor vågner op fra narkosen - om et døgns tid eller længere.
Jeg var rasende og fortvivlet, da vi kørte derfra. Det, der foregår på den nationale fødeklinik, er menneskesvineri. Det er imod menneskerettighederne, som jeg går ud fra også gælder uden for Europa? Direktøren for Statens Serum Institut sad også i bilen og var tydelig berørt. Han mumlede noget om noget udstyr, han ville forsøge at skaffe. Men en C-PAP maskine og en æske med sugekatetre gør jo for helvede ingen varig forskel!
Jeg sad og formulerede breve til Mærsk, hvis containere står overalt i Guinea-Bissau, men som mig bekendt ikke har doneret et hospital til guineanerne, med moderne udstyr og ordentligt, veludannet, velbetalt personale, selvom det ville være et mikroskopisk greb i lommen - selv når der er finanskrise.
Hvad gør vi?
For mig er der kun en sikker løsning, og det er at stemme på nogle partier, der tager den fuldkommen umenneskelige undtagelsestilstand i lav-indkomstlandene lige så alvorlig, som den er. Helvede i Guinea-Bissau kan kun løses på højt, politisk plan.
Et land som Danmark, der allerede er engageret i Guinea-Bissau gennem Bandim Health Project, burde tage mere aktivt del i opbygningen af landets sundhedsvæsen - adoptere det. Den langsigtede, lokale sundhedsvidenskabelige forskning på Bandim Health Project bør på finansloven NU, og der skal allokeres finanser til at de lokale kan bygge hospitaler, fødeklinikker og skoler, og til at der kan blive uddannet nok lokale lærere, læger og sygeplejersker, som end ikke i deres vildeste fantasi kunne finde på at hoppe på en fødende kvindes mave.
