Vi har en situation, hvor Verdenssundhedsorganisationen WHO fastholder et globalt vaccineprogram, der på den ene side beskytter effektivt mod bestemte dødelige sygdomme, og på den anden side ser ud til at svække de vaccinerede børns immunforsvar, så de i større omfang dør af andre sygdomme.
Udvikling af vaccinationer mod infektionssygdomme er et af sundhedsvidenskabens største medicinske gennembrud. Indtil for få år siden døde der hvert år hundredtusindvis af børn i den tredje verden af sygdomme som difteri, stivkrampe, kighoste og mæslinger. I dag er børnedødeligheden faldet markant, bl.a. takket være verdenssundhedsorganisationen WHO’s implementering af systematiske, globale vaccineprogrammer.
Det geniale ved vacciner er enkelt: Man har en dødelig sygdom, f.eks. mæslinger, og man har en vaccine med den helt specifikke egenskab, at den beskytter den vaccinerede mod netop mæslinger. Det er elegant og effektivt, men - viser banebrydende dansk forskning - ikke uden problemer.
Jeg er netop vendt hjem fra Bissau, det vestafrikanske land Guinea-Bissaus hovedstad, hvor jeg har fulgt det daglige arbejde på den dansk-guineanske forskerstation for folkesundhed Bandim Health Project (BHP). BHP følger dagligt 100.000 mennesker i seks forstadsdistrikter samt i 180 landsbyer i landområderne.
BHP blev startet af antropologen Peter Aaby, som i 1978 tog til Guinea-Bissau for at finde ud af, hvorfor hver andet barn døde, før det var fyldt fem år. De fleste af datidens forskere var overbeviste om, at den høje børnedødelighed i Afrika var et resultat af underernæring og dårlige kår, og at det nærmest ikke kunne betale sig at vaccinere børnene, når de alligevel stod med et ben i graven.
Peter Aaby kunne imidlertid konstatere, at børn i Guinea-Bissau hverken var underernærede eller kom fra dårlige sociale kår.
Da en voldsom mæslingeepidemi kort efter hærgede Guinea-Bissau, kunne han fastslå, at den egentlige dræber var det enorme infektionstryk, der opstod i de børnerige familier, hvor mange sov tæt sammen under samme tag.
Aabys følgeslutningen var, at det derfor i den grad kunne betale sig at vaccinere samtlige børn mod mæslinger. En storstilet mæslingevaccineprogram blev sat i værk med det resultat, at dødeligheden faldt så drastisk, at det ikke udelukkende kunne forklares ud fra den beskyttelse, vaccinen gav mod mæslinger. Alt tydede på, at mæslingevaccinen stimulerede immunforsvaret så positivt, at de vaccinerede børn - ud over at blive beskyttet mod mæslinger - blev modstandsdygtige over for andre dødbringende infektionssygdomme.
Denne observation blev startskuddet til Bandim Health Project, som i dag står bag nogle af verdens mest kontroversielle, banebrydende observationer inden for folkesundhed og kritisk vaccineforskning. At mæslingevaccinen har vist sig at styrke immunforsvaret og dermed fremme overlevelsen, er en positiv sidegevinst i kampen mod mæslingeepidemierne. At det omvendte scenario imidlertid også skulle gælde - nemlig at anerkendte og globalt anvendte vacciner skulle svække immunforsvaret og dermed føre til højere dødelighed - er derimod en langt mere betændt konklusion.
Men det er ikke desto mindre tilfældet, dokumenterer BHP. DTP-vaccinen, der beskytter mod difteri, stivkrampe og kighoste, er i dag en del af WHO’s globale vaccineprogram, og ifølge BHP kan den have nogle yderst problematisk bivirkninger.
I et studie af to grupper børn, hvor kun den ene gruppe blev vaccineret med DTP, har BHP nemlig kunnet konstatere en markant højere dødelighed i gruppen af vaccinerede børn sammenlignet med dødeligheden i den ikke-vaccinerede gruppe. Efter gennemgribende undersøgelser har BHP kunnet konstatere, at DTP - ligesom mæslingevaccinen - har indflydelse på immunforsvaret. Men hvor mæslingevaccinen styrker immunforsvaret, svækker DTP-vaccinen immunforsvaret i en sådan grad, at det medfører forhøjet dødelighed.
Efter disse banebrydende resultater har BHP uden succes forsøgt at få WHO til evaluere DTP-vaccinen for dens effekt på dødelighed, og til dato har WHO ikke officielt anerkendt, at DTP-vaccinen kan være forbundet med alvorlige problemer.
Summa summarum: Vi har en situation, hvor Verdenssundhedsorganisationen WHO fastholder et globalt vaccineprogram, der på den ene side beskytter effektivt mod bestemte dødelige sygdomme, og på den anden side - som det er blevet videnskabeligt dokumenteret med bl.a. DTP vaccinen - ser ud til at svække de vaccinerede børns immunforsvar, så de i større omfang dør af andre sygdomme. Da DTP-vaccinen beskytter effektivt mod en række dødelige sygdomme, er det naturligvis vanskeligt at gøre op, hvor mange der dør som resultat af svækket immunforsvar, i forhold til hvor mange, der ville dø, hvis man ikke vaccinerede. Men det komplekse regnestykke bør selvfølgelig ikke afholde sagkundskaben fra en kritisk evaluering af et gældende vaccineprogram, ikke mindst, fordi en tyve år gammel erfaring en gang for alle burde have lært WHO, at vacciner kan være forbundet med problemer.
I 1989 indførte WHO nemlig den såkaldte high titre (højdosis) mæslingevaccine (HTMV), som var blevet designet til at beskytte mere effektivt mod mæslinger end den mæslingevaccine (MV), der allerede var på markedet. HTMV virkede tilsyneladende fuldkommen efter hensigten, men Bandim-teamet opdagede, at der var dobbelt så mange børn, der døde af andre sygdomme i den gruppe, som blev vaccineret med HTMV, som i den gruppe, der fortsat blev vaccineret med den gamle mæslingevaccine.
Allerede dengang gik Bandim-teamet omgående til WHO, som i første omgang blankt afviste observationerne. Først da andre forskerteams i Senegal og siden på Haiti gjorde nøjagtig samme iagttagelse, trak WHO HTMV-vaccinen tilbage. Bandim-teamet regnede ud, at var det ikke sket, ville det hvert år have kostet en halv mio. børn livet, alene i Afrika. Det ville sandsynligvis ikke engang være blevet opdaget. WHO er verdens førende sundhedsorganisation, og dens globale vaccineprogrammer har på fuldkommen revolutionerende vis nedbragt forekomsten af dødelig epidemier. Det er fantastisk. Det er imidlertid ikke så fantastisk, at en institution, der repræsenterer den globale sundhed, er så afvisende over for den kritik, som BHP med baggrund i 30 års forskning har forsøgt at rejse.
Efter mit ophold i Guinea-Bissau er det mit klare indtryk, at vaccineforskningen har akut brug for et videnskabeligt paradigmeskift. Der må og skal være plads til kritik af gældende vaccineprogrammer, også selv om programmerne effektueres af en så veletableret og anerkendt institution som WHO. WHO er forpligtet til at være åben og undersøgende overfor dokumenteret kritik, hvis den fortsat vil kunne kalde sine vaccineprogrammer for videnskabeligt begrundede. Det bør være en selvfølge at være omhyggelig og kritisk, når et vaccinationsprogram eller andet sundhedsvidenskabeligt tiltag sættes i værk, uanset hvor i verden, det sker. Men det er ekstra afgørende, når tiltagene finder sted i den fattige del af verden, som bl.a. Afrika hører til.
Her er man dybt afhængig af den vestlige, industrialiserede verdens sundhedsvidenskab, og afrikanerne tager med kyshånd imod de vacciner, som ifølge WHO er gode for deres børn. De har ikke noget alternativ. Det burde være overflødigt at sige, at der ikke bør være forskel på den omhu, hvormed man forholder sig til afrikanske og f.eks. danske børn. En mistanke om, at et medikament skule have forårsaget dødsfald blandt danske børn, ville uden tøven betyde, at det straks ville blive trukket tilbage.
Ansvarlige hoveder ville rulle, presse og patientklagenævn ville gløde. Nøjagtig det samme burde være tilfældet, når det er afrikanske børn, der dør, men sådan forholder det sig ikke. Vi har nemlig et ekstremt finmasket sikkerhedsnet under vores sundhedssystem, og det har de ikke i Guinea-Bissau - eller i resten af Afrika.
Læs også kronikken i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag den 2. april eller på Opinion.
